I Furesø Kommune arbejder man aktivt med den grønne omstilling, og kommunen er i den forbindelse blevet en del af DK2020 projektets anden fase. Heri forpligter kommunen sig til at udvikle og implementere en klimahandlingsplan, som lever op til Parismålsætningen, herunder at have netto nul CO2-udledning i kommunen som geografisk område senest i 2050.
Et vigtigt indsatsområde for at opnå de kommunale og nationale mål er varmeforsyningen. Furesø Kommune forsynes i dag primært med fjernvarme fra hhv. Farum Fjernvarme og Vestforbrænding, samt med individuel opvarmning med naturgas og oliefyr. Kommunen ønsker at understøtte et skift fra gas- og oliefyr til varme-pumper eller fjernvarme, der giver mulighed for en grøn varmeforsyning.
Det primære spørgsmål er, hvordan Furesø Kommune sikrer den billigste grønne varmeforsyning til sine borgere og virksomheder, og hvor snittet skal lægges mellem fjernvarme og individuel opvarmning med varmepumper. Dertil kan der være andre miljømæssige forhold, fx støj, som kan påvirke valget.
Givet væsentlige ændringer i de nationale rammer over de seneste år, var der behov for en opdateret varmeplan. Furesø Kommune henvendte sig i den forbindelse til Ea Energianalyse om bistand til udarbejdelsen af planen og det analytiske fundament for den. Varmeplanen er et vigtigt element i et opnå de klimamål Furesø Kommune har opstillet i DK2020.
Baseret på en analyse af fjernvarmeproduktionsomkostninger, fjernvarmepotentialet og forsyning til nybyggeri, udarbejdede Ea et forslag til varmeplanen.
Projektet løb fra februar til august 2021.
Vi har lavet flere projekter i Tyrkiet. Læs mere om noget af vores arbejde her.