Træpilleundersøgelse 2020

Affald, bioenergi, geotermi | marts 2021 - december 2021

Ea Energianalyse har på vegne af Energistyrelsen kortlagt den samlede forsyning med træpiller til det danske marked i 2020. Den samme undersøgelse blev gennemført i 2016 (læs mere her) og i 2018 (læs mere her).

Undersøgelsen viser, at der er et klart fald i forbruget af træpiller i forhold til den seneste undersøgelse fra 2018, både hos værkerne, hvor det formentlig bl.a. har spillet ind, at forbruget af træpiller i noget omfang er erstattet af skovflis, og uden for forsyningssektoren. Faldet hos private skal formentlig bl.a. forklares med, at tidligere års stigning i installation af nye træpilleforbrugende enheder er afløst af stagnation, samt at overgangen til andre opvarmningsformer, herunder varmepumper, for tiden tager fart.

Metode

Informationer til markedsoversigten stammer fra fire undersøgelser:

  • Spørgeskemaundersøgelse til danske producenter, importører og forhandlere af træpiller
  • Importforespørgsel til et udvalg af danske varmeværker og kraftvarmeværker, der bruger træpiller som brændsel
  • Udtræk fra Energiproducenttællingen for 2020
  • Telefoninterviews med brancheaktører. 

Opgaven blev gennemført i perioden marts – december 2021. Rapporten kan downloades her på siden.