Indfrielsen af det nationale mål om 70% reduktion i drivhusgasser i 2030 vil kræve meget markante ændringer af energisystemet over en kort tidshorisont. Analyser fra bl.a. Klimarådet og Ea Energianalyse peger på, at de væsentligste virkemidler er en meget omfattende elektrificering af transportsektoren, en meget kraftig udfasning af olie og gas til opvarmning og styrkelse af indsatsen for energienergieffektivisering inden for både bygninger og industri. Samtidigt skal der ske en betydelig udbygning med vedvarende energi i form af vindmøller og solceller, ligesom der i stigende omfang vil opstå behov for produktion af elbaserede brændstoffer, såkaldte electrofuels.
Elektrikere og vvs-energiuddannede vil få en nøglerolle i stort set alle dele af den grønne omstilling fra installation af varmepumper, opstilling af ladestandere og implementering af smarte energistyringssystemer til opsætning af solcellesystemer.
Formålet med analysen i dette projekt er at undersøge, hvilke kompetencer elektrikere og vvs-energiuddannede har brug for, når de skal medvirke til den grønne omstilling bredt set, herunder hvad installationsbranchen kan gøre for at bidrage til omstillingen.
Analysen har karakter af et ’fremsyn’, som afdækker kompetencebehovet i forhold til fremtidige teknologier, løsningskoncepter og nødvendig koordinering, for derigennem at være på forkant med udviklingen. Fremsynet har fokus på de krav, den grønne omstilling stiller, og også opmærksomhed på digitalisering, herunder det såkaldte Internet-of Things (IoT).
Projektet blev udført for EVU og det løb fra januar til december 2021.
Vi har lavet flere projekter i Tyrkiet. Læs mere om noget af vores arbejde her.