Teknologirådet har i samarbejde med Risø DTU og Ea Energianalyse afsluttet et projekt om fremtidige energisystemer i Europa for Europa-Parlamentet. Projektet blev iværksat af STOA (Scientific Technology Options Assessment Panel), som er Europa-Parlamentets institut for teknologivurdering.
Ved hjælp af scenarie-modelværktøjer har projektet belyst, hvordan EU’s mål om øget forsyningssikkerhed og mindre udledning af drivhusgasser kan nås på en økonomisk hensigtsmæssig måde. Derudover har projektet været med til at skabe en fælles forståelse af energisektorens udfordringer, barrierer og muligheder blandt interessenter i industrien og EU-parlamentarikere.
Projektet bestod af to faser: en fase til dataindsamling og scenarieudvikling samt en høringsfase. Ea Energianalyse og Risø var ansvarlige for at indsamle data og udvikle scenarierne.
Scenarierne er udviklet ved hjælp af STREAM-modellen, som er offentlig tilgængelig, og som oprindeligt blev udviklet af Ea Energianalyse og Risø til Teknologirådets projekt “Det fremtidige danske energisystem” (klik på linket for at se projektbeskrivelse og henvisning til slutrapporten).
Scenarierne tegner et billede af de fremtidige tendenser i energisektoren, behovet for nye teknologier og virkemidler til energieffektivisering samt behovet for et nyt, intelligent energisystem. Der er udarbejdet scenarier for EU 27 – et såkaldt Small-Tech og et Big-Tech scenarie – samt for fem forskellige grundliggende typer af geografiske vilkår i EU i 2030.
Resultaterne fra projektets første fase blev fremlagt på en workshop i Europa-Parlamentet den 20. november 2007, hvor der også deltog eksperter vedrørende energieffektivitet, transport, infrastruktur, besparelser mm. Den 23. april 2008 var der en “dinner debate” i Europa-Parlamentet i Strasbourg og 16. september 2008 var der en afsluttende workshop med repræsentanter for bl.a. EU-byerne.
Vi har lavet flere projekter i Tyrkiet. Læs mere om noget af vores arbejde her.