Regeringen lægger i Ressourcestrategien ”Danmark uden affald” fra oktober 2013 op til øget genanvendelse af affaldsressourcen samt en modernisering af sektoren. Dette kan medføre, at der er faldende indenlandske affaldsressourcer til forbrænding på de danske kraftvarmeanlæg.
Ea Energianalyse har i den forbindelse udført en analyse af tilpasning af kapacitet til affaldsforbrænding for Dansk Affaldsforening.
I analysen er de samfundsøkonomiske forskelle mellem to scenarier blevet vurderet. Det ene scenarie er et mix-scenarie, baseret på, at den eksisterende struktur fortsætter. Her gælder, at hvert affaldsforbrændingsselskab har tilknyttet et opland, som leverer husholdningsaffald og andet kommunalt affald. Erhvervsaffald kan derimod transporteres frit rundt i hele landet. Det andet scenarie er et licitationsscenarie, hvor både husholdningsaffald og erhvervsaffald frit kan transporteres rundt i hele landet.
Et vigtigt resultat fra begge scenarier er, at størstedelen af forbrændingskapaciteten på længere sigt samles på færre, større anlæg i de store byer. Desuden konkluderer analysen, at der er en begrænset samfundsøkonomisk gevinst ved licitationsscenariet frem for mixscenariet.
Analysen er baseret på beregninger ved hjælp af Balmorel, fremskrivning af affaldsmængder til 2050, Energistyrelsens teknologikatalog, m.v. Endvidere er der i samråd med Dansk Affaldsforening anvendt opdaterede data for omkostninger ved forbrænding på nye anlæg. Import eller eksport af affald indgår ikke i beregningerne.
Vi har lavet flere projekter i Tyrkiet. Læs mere om noget af vores arbejde her.