CTR har anmodet Ea Energianalyse om at gennemføre en vurdering af, hvad de tekniske muligheder og de økonomiske omkostninger er for at reducere CO2-emissionen i fjernvarmesystemet i hovedstadsområdet til 0 inden 2025.
CO2-emissionen fra det samlede fjernvarmesystem i hovedstadsområdet var i 2009 ca. 1,1 mio. tons, og modelberegninger har vist, at emissionen i 2010 vil falde yderligere til 0,8 mio. tons pga. idriftsættelse af Amagerværkets biomasse-fyrede blok 1. Desuden har beregninger i projektet Varmeplan Hovedstaden vist, at man ved en omstilling til biomasse på de store kraftvarmeværker kan reducere CO2-emissionen yderligere til 0,4 mio. tons.
Analysen konkluderer, at det er teknisk muligt at omstille hovedstadens fjernvarmeforsyning til CO2-neutral varme. Det vil kræve etablering af nye varmeproduktionsanlæg, eksempelvis i form af to nye geotermianlæg, ét på Amager og ét i Nordhavn, samt lukning og omstilling af eksisterende fossilt-fyrede anlæg.
Omstillingen vurderes at koste omkring 350 mio. kr. årligt. Heraf vil de største omkostninger være forbundet med at omstille spids- og reservelastcentraler til bioolie og at frasortere den fossile del af affaldet. Den største tekniske og organisatoriske udfordring vurderes at være en fuldstændig frasortering af den fossile del af affaldet.
Vi har lavet flere projekter i Tyrkiet. Læs mere om noget af vores arbejde her.