Integration af vedvarende energi i Indonesien

Indonesien har ambitiøse mål om at øge landets elektrificering og kapaciteten i det samlede elsystem. Som en del af ambitionen har Indonesien formuleret en målsætning, om at opnå en andel på 25% vedvarende energi (VE) i elsektorens brændstofmix i 2025. En del af målet kan nås ved hjælp af forskellige vedvarende energikilder som vind- og solenergi.

 

I samarbejde med den danske ambassade i Jakarta, Energistyrelsen og Energinet.dk har Ea Energianalyse gennemført et projekt for at støtte integrationen af ​​fluktuerende VE i Indonesien. Projektet blev finansieret af støtteprogrammet ” Environmental Support Programme”, under den tredje fase (ESP3), som løber fra 2013 til 2017. ESP3 er et samarbejde mellem den indonesiske og danske regering med det overordnede mål at støtte den indonesiske regering i at forene økonomisk vækst med bæredygtig udvikling gennem forbedret miljøforvaltning, klimatilpasning og afbødning af klimaforandringer.

 

Støtten til integration af fluktuerende VE i Indonesien har to hovedformål:

 

  • Styrke det Indonesiske Ministerium for Energi og Minerale Ressourcer (MEMR) og det statsejede forsyningsselskab PLN i at etablere politikker og regulering, der vil fremskynde indførslen af ​​fluktuerende VE i Indonesien.
  • Styrke MEMR / PLN’s tekniske viden vedrørende driften af ​​et elsystem med fluktuerende VE-kilder og mulige fleksibilitetsforanstaltninger, der kan bidrage til integrationen af fluktuerende VE.

 

Projektet bestod af tre primære aktiviteter:

  • udarbejde en rapport, som opsummerer de danske erfaringer med integration af fluktuerende VE,
  • gennemføre en workshop for Indonesiske interessenter for at drøfte rapporten og landets udfordringer ved integration af fluktuerende VE og
  • planlægge og gennemføre en studietur for indonesiske interessenter til Danmark, for at muliggøre yderligere vidensdeling og diskussioner om danske erfaringer.

 

Workshop i Jakarta, november 2016
Ultimo november 2016 blev der afholdt en workshop i Jakarta om danske erfaringer fra integration af VE. I samarbejde med den danske ambassade i Jakarta, Energistyrelsen og den danske TSO Energinet.dk præsenterede Ea Energianalyse danske erfaringer med integration af fluktuerende VE i elsystemet og drøftede mulighederne for det indonesiske elsystem sammen med workshoppens 60 deltagere. Deltagerne var primært embedsmænd fra MEMR og PLN. Workshoppen blev afholdt af den danske ambassade og bestod endvidere af præsentationer fra Siemens Wind Power og Vestas.


Det indonesiske elsystem består af nogle få store systemer (hvor Java-Bali-systemet er det største med 80% af det samlede elforbrug) og mange små isolerede elsystemer. Danske erfaringer er særligt relevante for de store systemer og for sammenkoblingen af mellemstore systemer. I de største systemer anses andelen af vind i øjeblikket ikke for at være årsag til integrationsudfordringer, men i mindre systemer, kan andelen af vindkraft hurtigt nå betydelige højder, hvor mere avancerede foranstaltninger til integration af fluktuerende VE bliver relevant.

 

De indonesiske eksperter viste også interesse for erfaringer fra danske rammevilkår til fremme af VE-finansiering og et godt investeringsmiljø, hvor prisen for elproduktion og systemdrift samtidig bliver holdt på et rimeligt niveau for slutbrugerne.


Projektet løber fra juli 2016 til februar 2017.

 

Opdateret 13.03.2017

 

 

Helge Ørsted Pedersen

 

Ea Energianalyse a/s Frederiksholms Kanal 4, 3. th.1220 København KDanmark Tel work88 70 70 83

GEO: 55.675932, 12.575096