25 år med naturgas: Danmark har været førende på energifronten - nu skal sejlene rebes igen

Artikel af Helge Ørsted Pedersen, bragt i HVAC-magasinet nr. 9, september 2007

 

Til oktober er det 25 år siden, den første naturgas kom til Danmark. Et sådant jubilæum er en god anledning til at genopfriske historien om naturgassen, ikke kun for at mindes, men også fordi historien kan sætte de nuværende udfordringer på energiområdet i perspektiv.

 

Jeg har valgt at ridse naturgassens historie op med planlæggerens briller, som jeg selv har oplevet den. Andre kan have andre vinkler på historien.

 

Historien om den danske naturgas begynder naturligvis i Nordsøen, med de første olieboringer. Naturgassen blev først og fremmest betragtet som et biprodukt af olieproduktionen, som så småt var kommet i gang i 1973. Der var ingen egentlige planer om at udnytte naturgassen til energiformål. Danmark var et olieland, forstået på den måde, at mere end 95 pct. af energiforbruget blev dækket af importeret olie, som var en nem og billig energikilde.

 

En brat opvågning

Den 6. oktober 1973 blev en brat opvågning fra denne lykketilstand. På den israelske helligdag Yom Kippur blev Israel angrebet af Ægypten og Syrien. Yom Kippur-krigen udløste en oliekrise i de vestlige lande. Olieprisen blev tredoblet, og samtidig betød en embargo, at bl.a. Danmark blev hårdt ramt.

 

 

Spotmarkedspriser på råolie

Spotmarkedspriser for råolie

 

I første omgang førte olieknapheden og prisstigningerne til bilfrie søndage, slukkede lysreklamer og andre sparetiltag. Vigtigst af alt var måske, at danskerne blev klar over, at økonomisk vækst og velstand er tæt forbundet med energiforsyningssikkerhed.

I de følgende år blev hele energiområdet kulegravet af en række statslige udvalg, og i maj 1976 fremlagde daværende handelsminister Erling Jensen den første samlede energiplan for Danmark, Dansk Energipolitik 1976 (DE-76), samtidig med at Energistyrelsen blev dannet.

 

Klare målsætninger for energi

Set i historiens klare lys må DE-76 betegnes som fremragende.
Planen indeholdt klare målsætninger for dansk energipolitik med tilhørende konkrete forslag til handlinger.

Målet var på kort sigt

  • at reducere landets sårbarhed med hensyn til energiforsyning og især afhængigheden af olietilførslerne. Ud over beredskabslagre skulle det ske ved at opbygge et flerstrenget energisystem og søge at udnytte indenlandske ressourcer

  • at bremse væksten i energiforbruget

  • at samordne og intensivere forskning og udvikling.

På lang sigt var målet

  • at bidrage til at bremse den hastige udtømning af ikke- fornyelige energiråstoffer gennem forbedret energiudnyttelse og vagtsomhed over for særlige energikrævende tendenser i forbrugsudviklingen

  • at medvirke til at skabe stabile langtidsløsninger på energiproblemet, bl.a. ved at nyttiggøre de vedvarende energikilder.

Endelig fremhævede DE-76, at den energipolitiske målsætning og planlægning må justeres løbende, idet der tages hensyn til de erfaringer, som opnås med besparelsesforanstaltninger og indførslen af nye energiformer samt resultaterne af forskning og udvikling.

 

Naturgas og varmeplanlægning

Et væsentligt element i DE-76 var planene om at indføre naturgas til rumopvarmning i Danmark og at udvide kraftvarmeforsyningen væsentligt. Rumopvarmningen stod for knap halvdelen af energiforbruget i midten af 70’erne. For at få et bedre grundlag for disse beslutninger blev Varmeplanudvalget nedsat i 1977. Udvalget bestod af repræsentanter for statslige myndigheder, amter, kommuner, elsektoren m.fl., og jeg var så heldig at blive ansat i udvalgets sekretariat.

 

Varmeplanudvalget skulle frem til 1979 konkretisere, hvordan og hvor naturgassen skulle anvendes. Det skulle blandt andet ske gennem en såkaldt område-afgrænsning, hvor landet blev delt i fire områder: et område med naturgas, et område med kraftvarme, et område, hvor naturgas- og kraftvarmemulighederne skulle undersøges nærmere, og endelig det såkaldte område 4, som hverken skulle have naturgas eller kraftvarme. Varmeplanudvalget udarbejdede tre delbetænkninger frem til 1979, i en periode hvor energipriserne faldt, og hvor forsyningskrisen fortonede sig lidt i glemslen.

 

I november 1978 fik jeg et godt råd af min agtværdige direktør og formand for Varmeplanudvalget: ”Helge søg tilbage til Miljøstyrelsen. Der sker ikke mere på energiområdet. Et troværdigt rygte siger, at Shahen af Iran har lovet Vesten stabile olieforsyninger langt ind i det næste århundrede. Men det har været hyggeligt at lære dig at kende, og arbejdet med varmeplanen har været interessant.”

 

Var der ikke kommet en ny væsentlig stigning i oliepriserne i 1979, taler sandsynligheden for, at udredningsfasens eneste resultater havde været en stribe rapporter til reolen.

 

De nye store prisstigninger hang sammen med, at ayatollah Khomeiny vendte tilbage til Iran og stod i spidsen for den islamiske revolution. Iran blev en republik med et stærkt antivestligt præsteskab. Verdens næststørste olieproducent havde vendt ryggen til Vesten. Og i september 1980 kom så krigen mellem Iran og Irak.

 

Lovgivning om varmeforsyning

Olieprisernes nye himmelflugt førte til, at det danske Folketing vedtog en række konkrete beslutninger i forsommeren 1979. De vigtigste var vedtagelsen af naturgasprojektet, lov om varmeforsyning samt oprettelsen af Energiministeriet. Samtidig fik DONG eneretsbevilling til indførsel af naturgas, og der blev indgået en aftale med DUC om køb af 55 mia. kbm naturgas.

 

Derefter var der travlhed. Aftalen om levering af naturgas betød, at der meget hurtigt – fra oktober 1984 – skulle aftages naturgas fra Nordsøen, og at der skulle være et forholdsvis jævnt aftag året rundt. For at få opbygget et marked blev der indgået en kontrakt med Ruhrgas om levering af naturgas til Syd- og Sønderjylland allerede fra 1982.

 

Der stod man så i efteråret 1979. Uden erfaringer med lignende projekter, uden vejledninger til de amter og kommuner, som skulle i gang med varmeplanlægningen og den konkrete områdeafgrænsning, men med et fast mål om at have gasledninger gravet ned og forbrugerne på plads fra efteråret 1982.

 

Samordningsgruppen – den nye force

Utraditionelle metoder blev taget i brug, og Syd- og Sønderjylland blev en stor øvelsesplads, hvor vejledninger blev udarbejdet samtidig med – eller i visse tilfælde efter, at de blev brugt af de første amter og kommuner. Og det lykkedes at holde tidsplanen, både til oktober 1982 og oktober 1984!

 

Hemmeligheden bag denne kraftanstrengelse var en nyskabelse, nemlig Samordningsgruppen.

 

Den første så dagens lys i Syd-Sønderjylland. Senere spredte de sig til det øvrige land. I disse grupper var der repræsentanter for kommunerne, amterne, Energistyrelsen, de nydannede regionale naturgasselskaber, elværkerne og fjernvarmeselskaberne. Kommunerne stillede med formanden, og Energistyrelsen med sekretariatet.

 

Via samordningsgrupperne blev der skabt datagrundlag, konkrete eksempler på afgrænsning af områder til naturgas og fjernvarme, teknologikataloger, uddannelse af personale i kommuner, amter, selskaber. Der blev ydet bistand til særdeles velbesøgte borgermøder, som kommunerne med stort engagement afholdt i alle større bysamfund, som skulle omfattes af naturgas- eller kraftvarmeforsyning. Som ansat i Energistyrelsen oplevede jeg, at det lokalpolitiske engagement blev afspejlet i en stor folkelig opbakning.

 

Kommunalt ejerskab skabte engagement

Medvirkende til det lokale engagement var også beslutningen om at lade kommunerne stå som ejere af de regionale naturgasselskaber. Elværkerne havde ellers tilbudt sig som ejere og entreprenører for udbredelsen af naturgassen, men blandt andet som følge af en kraftig og effektiv lobby-virksomhed fra Kommunernes Landsforening blev det kommunerne, som trak det længste strå. Der var vel også en vis frygt fra politikerne for at gøre elsektoren alt for magtfuld.

 

Varmeplanlægningen startede som en meget styret proces, med stramme tidsfrister og klare indholdskrav. Senere blev planlægningen udvidet til at omfatte alle forsyningsformer, herunder vedvarende energi. Samtidig lagde man i områdeafgrænsningen vægt på at sikre råderum for fjernvarmesystemet og ikke ”spærre” det inde i naturgasområder. Planlægningen blev også udstrakt til alle kommuner og dermed også kommunerne på Lolland-Falster, Bornholm m.fl., hvor naturgassen aldrig kom frem. Uden denne gennemgribende planlægning og det lokale engagement, både fra borgere og forsyningsselskaber, var naturgassen nok aldrig kommet helskindet i land.

 

Mange mål er nået

Nu er der så gået 25 år, siden den daværende energiminister Knud Enggaard åbnede for naturgassen i Sydjylland.
 
Naturgasprojektets pionerfase er et overstået kapitel i dag, og projektet er i sin driftsfase. Projektet er tilpasset på mange måder i forhold til de oprindelige planer. Fjernvarme og kraftvarme er blevet en væsentlig del af naturgasmarkedet, mens det individuelle gasmarked har fået mindre betydning end forventet. Den oprindelige organisation er ”tilpasset” tidens krav. To af de regionale kommunalt ejede naturgasselskaber er overtaget af DONG.

 

Mange af de mål, som blev sat i DE -76, er nået. Vi er selvforsynende med energi. Energiforbruget i Danmark er i dag stort set det samme som i 1976, på trods af at vi har haft en kraftig økonomisk vækst. Den vedvarende energi dækker 15 pct. af energiforbruget. Vi er blevet eksportland af olie og naturgas, og eksporten af energiteknologier beløber sig til næsten 50 mia. kr. om året.



Danmarks bruttoenergiforbrug

Danmarks bruttoenergiforbrug

 

Gassen er gået af ballonen

Vi har været nævnt som et foregangsland, hvor udlandet så hen, når der skulle findes nye løsninger. Men vi har nok også tabt pusten. Udbygningen med vindkraft er gået i stå, det samme er udbygningen med biogasanlæg, transportsektorens energiforbrug vokser stadigt, og når naturgassen omtales i medierne, er det mest klagesager om biogas, det handler om.

 

Det er ikke godt nok. Laurbærbladene er visne, og det er på tide at få skabt en ny fremadrettet masterplan for udviklingen af Danmarks energiforsyning.

 

For oliepriserne tog jo et hop igen i 2005, og vi ved, at vores olie- og naturgasressourcer i Nordsøen slipper op inden for en overskuelig fremtid. Forsyningssikkerhed står højt på dagsordenen nu, ikke kun i Danmark, men også i EU, USA, Kina, Indien. Der er kamp om ressourcerne. Og klimaet er begyndt at røre på sig med en hastighed, som kun få havde regnet med.

 

Brug for nye handlinger

Situationen i dag er på mange måder forskellig fra situationen i 70’erne, men der er alligevel god grund til at bruge erfaringerne fra den ændringsproces, der blev sat i gang dengang:

 

Der er brug for visionære målsætninger, som i stil med DE-76 samles i en helhedsorienteret energiplan. Det er godt med hensigtserklæringer om en fossilfri fremtid, men der skal også handlinger til. Grundlaget for en sådan energiplan er skabt i de seneste par år. Ikke mindst har arbejdet med en europæisk energistrategi sat en ny dagsorden, med forpligtende målsætninger for den fremtidige udnyttelse af vedvarende energi, med energisparemålsætninger og med mål for udledningen af klimagasser. Også i Danmark har der været arbejdet med fremtidens energisystem. Ingeniørforeningen (IDA) havde 2006 som energiår, hvor der blev udviklet energiscenarier, og Teknologirådet har været i gang med at belyse fremtidens energisystem for Folketinget gennem de seneste par år. Nu mangler vi så ”bare”, at det hele bliver sat sammen til en handlingsorienteret energiplan, som et bredt flertal i Folketinget står bag.

Dernæst er der brug for en ny infrastrukturplanlægning, hvor man tager stilling til, hvordan den danske energi-infrastruktur i form af eltransmissionsnet, naturgasnet og fjernvarmenet kan udnyttes bedst muligt i fremtiden. Herigennem kunne det også belyses, hvilke roller naturgassen med tilhørende infrastruktur skal have i fremtidens energisystem.

 

Og endelig er der brug for at genoplive samordningsgruppe-ideen, men måske i ny forklædning. Udgangspunktet kan være de partnerskabsprojekter, som er sat i gang af Miljøministeriet for at udvikle nye miljøteknologier.

 

Vi har to år

I 1979 havde man tre år til at gennemføre en omfattende planlægning for at få en vigtig energi-infrastruktur på plads. I dag har vi to år til at demonstrere, hvad Danmark står for på klimatopmødet i december 2009. Det kan være, at Danmark skal være kendt for det, vi gjorde engang, men det ville være mere perspektivrigt, hvis vi – igen – kan fremstå som et land, der aktivt forholder sig til energi- og klimaproblemerne, som kan få samspillet mellem alle elementer i energisystemet til at fungere i sin helhed, og som fortsat er i stand til at sætte handling bag ord. Det er i hvert fald en ydmyg planlæggers drøm.

 

Opdateret 07.09.2015

 

 

 

 

 

Ea Energianalyse a/s Frederiksholms Kanal 4, 3. th.1220 København KDanmark Tel work88 70 70 83

GEO: 55.675932, 12.575096